Prøvestart

"§ 16. En prøve er begyndt, når uddelingen af opgaver er begyndt, eller når eksaminanden er gjort bekendt med prøvespørgsmålet, opgaven, opgavetitlen, forberedelsesmaterialet eller lignende.
Stk. 2
. Prøven afvikles inden for den i læreplanen fastsatte tidsramme. I en eventuel forberedelsestid er indeholdt tid til udlevering af opgave og materiale. I eksaminationstiden ved en prøve med mundtlig besvarelse er indeholdt tid til votering og karakterfastsættelse
.

Hvis du kommer for sent
§ 17. En eksaminand, der udebliver fra eller kommer for sent til en prøve, har ikke krav på at aflægge prøven.
Stk. 2.
Hvis det anses for udelukket, at en eksaminand, der kommer for sent til en skriftlig prøve, kan have modtaget nogen oplysning om opgaven, og hvis institutionen skønner, at forsinkelsen er rimeligt begrundet og af kortere varighed, kan eksaminanden få lov til at deltage i prøven. Prøvetiden forlænges ikke. Institutionen kan i særlige tilfælde beslutte, at prøvetiden forlænges.

Stk, 3. Hvis institutionen skønner, at udeblivelsen eller forsinkelsen er rimeligt begrundet, kan eksaminanden få tilbud om at aflægge prøve på et senere tidspunkt."
(Eksamensbekendtgørelsen af 25/08/2010)

Prøve på særlige vilkår

"§ 19. Institutionen træffer afgørelse om tilbud af særlige prøvevilkår til eksaminander med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse eller med andre specifikke vanskeligheder, når dette er nødvendigt for at ligestille disse eksaminander med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau."
(Eksamensbekendtgørelsen af 25/08/2010)

 Snyd ved eksamen
”§ 20. Besvarelsen skal være eksaminandens egen og selvstændige besvarelse, medmindre andet fremgår af reglerne for den enkelte uddannelse. En eksaminand, der under en prøve skaffer sig eller giver en anden eksaminand uretmæssig hjælp til besvarelse af en opgave eller benytter ikke-tilladte hjælpemidler, bortvises af institutionen fra den pågældende prøve.

Stk. 2. Hvis der under eller efter en prøve opstår formodning om, at en eksaminand uretmæssigt har skaffet sig eller ydet hjælp, jf. stk. 1, har udgivet en andens arbejde for sit eget eller har anvendt eget tidligere bedømt arbejde uden henvisning hertil, indberettes dette til institutionen. Bliver formodningen bekræftet, og handlingen har fået eller ville kunne få betydning for bedømmelsen, skal institutionen bortvise eksaminanden fra den pågældende prøve.

Stk. 3. En eksaminand, der under prøveforløbet overtræder eksamensreglerne, jf. § 6, stk. 3 og 4, kan af institutionen bortvises fra prøven.

Stk. 4 . Bortvisning fra en prøve efter stk. 1-3 medfører, at eventuelle karakterer bortfalder. Eksaminanden kan herefter aflægge prøven på ny. En sådan prøve afholdes i den følgende termin, hvor den pågældende prøve i forvejen afholdes, dog inden 1 år efter bortvisningen.

Stk. 5. En eksaminand skal ved aflevering af en skriftlig besvarelse med sin underskrift bekræfte, at besvarelsen er udfærdiget uden uretmæssig hjælp, jf. stk. 1 og 2.”
(Eksamensbekendtgørelsen af 25/08/2010)